At få læst en rigtig god historie højt. Sådan en som får det til at boble i maven af grin. Bare ligge og lytte, hygge og blive fanget af fortællingen.
På STORM skruer vi op for hyggen i vores gårdhave med puder og tæpper, og byder børn og deres voksne velkommen til en time med skøre og skægge historier. Historierne er valgt af skuespiller og lærer Anette Saldern Vetö, som også er dagens læsevært. Alt I skal gøre er at kigge forbi, lægge jer på en pude eller finde en god bænk og bare lade jer fange af historien.
Arrangementet foregår i STORMs gårdhave. Ved regnvejr rykker vi ind i museet.
Primær målgruppe er børn i alderen 6-9 år og deres voksne.
Det er gratis for børn at deltage, men kræver tilmelding. For voksne koster det 75 kr. som er inkl. entré til museet.