Bjarke Mogensen medvirker i Jakob Kudsk Steensens udstilling Psychosphere i Cisternerne, hvor lyden af hans akkordeon indgår sammen med feltoptagelser fra vulkanske undersøiske landskaber, hvalsang, hjertelyde fra fisk og andre lyde fra livet i dybhavet i en rumlig komposition skabt af Lugh O'Neill.
Akkordeonet, der oprindeligt blev opfundet som en mekanisk gengivelse af menneskets vejrtrækning, skaber i Psychosphere en følelse af at møde noget fremmed og nostalgisk på samme tid.
I et samarbejde med Jakob Kudsk Steensen, har Bjarke Mogensen til denne aften sammensat et program med udgangspunkt i udstillingens stemninger og Cisternernes storladne rum, og vil spille kompositioner af blandt andet Pernille Sejlund, Per Nørgård, Martin Lohse, Nick Martin og J.S. Bach.
Koncerten har en varighed af ca. 45 minutter, hvorefter der vil være mulighed for at opleve udstillingen.
Bemærk, at der både er fugtigt og køligt i Cisternerne. Husk derfor passende påklædning. Det er muligt at købe drikkevarer til arrangementet.
Foto: Martin Mydtskov