Hvad har Adam Oehlenschlägers morgenkåbe og Christian Molbechs mundkop til fælles, og hvilken trøst kunne H.C. Andersen finde i sin trøsteseddel?
Kom tæt på de store danske kulturpersonligheder fra guldalderen, som var med til at skabe det særlige netværk hos Kamma og Knud Lyne Rahbek i begyndelsen af 1800-tallet, når museumsinspektør Rikke Lagersted-Olsen holder omvisning i Bakkehusets særudstilling Stemmer fra stuerne – Bakkehuset gennem 100 år. Udstillingen er en fejring af Bakkehusets 100 års jubilæum som museum, og her fortælles der ikke alene om Bakkehuset i Rahbek-parrets tid, men også om husets spændende historie i de cirka 100 år, der går fra Knud Lyne Rahbeks død i 1830 til Bakkehuset åbner med pomp og pragt som museum i 1925.
Særomvisningen foregår på 1. sal, hvortil der kun er adgang via trappe.
Det er gratis at deltage i omvisningen for medlemmer af Historisk-Topografisk Selskab, men tilmelding er påkrævet. For ikke-medlemmer købes billet til 75 kr., som inkluderer entré til museet.