H.C. ANDERSEN OG BAKKEHUSET: DENGANG OG NU /


H.C. Andersen var en god ven af Bakkehuset, hvor han som ung mødte Københavns litterære parnas. Det var husets elskede værtinde, Kamma Rahbek, der som den første brugte ordet 'digter' om ham, så stedet og dets mennesker blev i hans hjerte for evigt. Den 2. april var det 220 år siden, at H.C. Andersen blev født, og den 4. maj var det 150 år siden, han døde. I anledning af disse runde år mødes litteraturkritikeren Klaus Rothstein med professor Anne-Marie Mai til en samtale om digteren og hans tid. Hvordan læser, oplever og nyfortolker vi H.C. Andersen i dag? Og hvilken rolle spillede Bakkehuset og Frederiksberg for ham?
 

Klaus Rothstein skriver litteraturkritik m.m. i Weekendavisen, tilrettelægger forfatterhistoriske podcasts, holder foredrag og laver scenesamtaler på Den Sorte Diamant, Karen Blixen Museet m.m. og er desuden forfatter til en række essaysamlinger om litterære emner.  

Anne-Marie Mai er forfatter og professor ved Institut for Kultur- og Sprogvidenskaber ved Syddansk Universitet. Hun har i mere end fem årtier formidlet dansk litteratur og kulturhistorie til et kæmpe publikum i både ind- og udland. Lige nu er hun aktuel med udgivelsen En anderledes Andersen, hvor hun gør op med det dominerende billede af den berømte eventyrdigter og viser, hvordan andre forståelser af H.C. Andersen og hans værker tager form i nyere dansk litteratur som fx hos Harald Voetmann, Kim Fupz Aakeson, Jesper Wung-Sung og Joakim Garff. 

Bemærk, at arrangementet afholdes på museet STORM ved Frederiksberg Runddel i samarbejde med Bakkehuset. Det vil være muligt at opleve STORMs udstillinger før arrangementet går i gang som en del af billetten. Arrangementet foregår på museets 1. sal, hvortil der kun er adgang via trappe. Vin og vand kan tilkøbes på dagen. 

Køb billetter