Tilbage til naturen

125,00 DKK

Plakat, 50 x 70 cm
Lysægte farver
Kunstner: Storm P., 1945

OBS! Vi har tidligere ført plakaten i et andet mål (58x72), men har ved genoptryk ændret det til en størrelse, der passer til mange standard rammer.

Storm P.s ikoniske maleri fra 1945 bærer titlen Tilbage til naturen som en reference til den franske filosof Jean-Jacques Rousseaus tese om menneskets ideelle naturtilstand, ødelagt af civilisation og samfund. Maleriet er udført i året for verdenskrigens afslutning, måske som en betragtning over fremtidsperspektivet ved blindt at vende tilbage til arbejdet og det vante.

På satirisk vis vokser meningen ud af billedets kontraster: en endeløs grå hær af arbejdere på vej til de dystre fabrikker overfor den frie og ubekymrede vagabond, forenet med naturen i alle regnbuens farver. Det abstrakte farvemønster har helt overtaget græssets normalt grønne farve for yderligere at forstærke kontrasten og understrege det eventyrlige. Ikke én fra køen bryder ud, men der er dog en enkelt mand, der sender vagabonden et betuttet blik.

I troen på at menneskelig lykke ikke lader sig vinde indenfor trædemøllens unatur, fremholder Storm P. andre sider ved tilværelsen som en påmindelse om værdier, mennesket ikke kan være foruden. Som et optimistisk opråb ”tilbage til naturen” udtrykker billedet troen på individets frihed til at bryde ud af ensretningen og finde sin egen vej.